Udlejning



VIGTIGT:

I forbindelse med forespørgsler og reservationer bedes du skrive en mail til revald@live.com . Du kan også kontakte os telefonisk på 2966 4433 eller via kontakformularen her på siden (det tager lige et par dage inden den når frem ).


Du er altid velkommen til at ringe og få en snak om lejligheden og området omkring Comosøen. Naturligvis vil du på denne måde også kunne få en status på de ledige uger.


Book tidligt for at få den lige den uge du ønsker. Erfaringsmæssigt vil de fleste uge i højsæsonen være booket i februar måned, så det kan godt betale sig at planlægge ferien så tidligt som muligt. 


Lejligheden udlejes i sommerperioden normalt kun fra lørdag til lørdag.


Har du lyst til at opleve denne skønne region af Italien i efteråret  (d.v.s. fra 1. september), hvor det stadig er relativt lunt, er prisen kun kr. 4500/uge. I højsæsonen (01-06 til 30-08) er prisen kr. 5500/uge inkl. forbrug af vand, el og gas, Wifi og brug af gasgrill.  Der tages forbehold for evt. energitillæg.  Nærmere informationer om dette vil blive vist her, hvis aktuelt.


Følgende perioder er pr. 1. februar 2024 booket:


2024:


Uge 22 til og med uge 25

Uge 30

Uge 31 og 32

Uge 34 og 35


Således er de eftertragtede uger 26, 27 28, 29 og 33 endnu ledige.


Siden vil blive opdateret når der er ændringer


I videoerne nedenfor kan man se mere fra lejligheden, bemærk den store private terrasse.


Mere om lejligheden


Lejligheden udlejes kun til "voksne"/"ansvarsbevidste" familier. Man bedes ryge udenfor.

Der er tale om en privat, moderne 3-værelses lejlighed, d.v.s. med 2 soveværelser og kombineret stue/køkken, som er sædvanen i Italien. Lejligheden ligger í stueplan i en tre etagers ejendom, og den er ca. 71 kvm med en stor dejlig, privat terrasse på hele 90 kvm, hvorfra der er storslået 180 graders panoramaudsigt over Comosøen og de lavereliggende Alper. Lejligheden er beliggende i rolige omgivelser.































Lejligheden indeholder: 2 soveværelser med hver to sovepladser, badeværelse samt stor kombineret køkken-alrum med sovesofa til to personer. Derfor skal antallet af personer i lejligheden begrænses til 6. Alt i udstyr incl. mikroovn, opvasker, vaskemaskine, 4 gasblus og varmluftsovn og TV. Der er WiFi til gratis disposition. Det er via Google Chrome Cast monteret på vort TV muligt at streame TV fra danske tjenester, f.eks. YouSee eller anden streamingtjeneste, hvis man har abonnementet i orden.  Ellers er det kun lokale kanaler, der kan ses.

Der er en Weber Q300 gasgrill til rådighed for lejer (gratis).








































Hunde kan medbringes efter nærmere aftale.

Sengelinned, håndklæder, viskestykker og karklude skal medbringes, dyner og puder er i lejligheden.

Lejligheden ligger i landsbyen Dorio i det nord-østlige hjørne af Comosøen, lidt nord for Bellano og ca. 10 km syd for Colico. 


Ønsker man at køre i bil til Dorio er det mest direkte at køre ad Autobahn 7 gennem Tyskland.  Det skal bemærkes, at der er massive vejarbejder både nord og syd for Elbtunnelen i Hamburg. Derfor kan man med fordel køre gennem Hamburg i morgentimerne eller i aftentimerne. Det anbefales at checke op på forholdene inden afrejse hjemmefra.


Kommer man fra Sjælland, Lolland, Falster, Langeland eller en af de andre øer i den sydlige del af Danmark er det hensigtsmæssigt at tage Rødby-Puttgarden og følge Autobahn 1 til sammenfletningen med A7  lige syd for Hamburg.  


Fra Hamburg køres ad A7 til Memmingen, hvorefter A96 følges til Bregenz i Østrig.  Herfra til Chur og Thusis  i Schweiz.  Der er to veje over bjergene:  Enten via Julianerpasset og Malojapasset til Chiavenna i Italien eller via Splugapasset til Chiavenna.  Vejen via Splugapasset er ret køreteknisk udfordrende.  Er man ikke komfortabel med bjergkørsel i hårnålesving ad smalle veje, bør denne vej fravælges.  Omvendt er det en fantastisk smuk tur.


Fra Chiavenna køres ad Sp72 til Colico.  Man skal gennem centrum af Colico for at komme sydpå til Dorio.  Man kan regne med i alt ca. 14 effektive køretime fra Danmark til Dorio. Pauser og evt. overnatninger, tankninger/opladninger skal lægges hertil.

Der er kun 80 km til Milano Bergamo lufthavnen (BGY), hvortil bl.a. Ryanair og andre lavprisselskaber flyver. Ellers har Milano adskillige andre lufthavne, som man kan flyve til fra Danmark, evt. med et skifte.Så vil du være fri for at køre selv de 15 timer eller mere fra Danmark, ja så er dette en nem og ofte billig måde at komme til Comosøen på.

Det er nemt at leje en bil i Bergamo lufthavnen, men det anbefales at booke bilen nogle uger før man skal bruge den og så i øvrigt være hurtigt ude af bagageområdet og finde kontoret for biludlejningen.

Vælger man at køre med tog fra lejligheden til f.eks. Milano er der en togstation kun 700 m væk. En nem og bekvem løsning, kan man finde ud af at købe billetten. Skal man til Milano i bil, kan det betale sig at køre ind til en af stationerne i forstæderne og tage toget derfra til f.eks Milano Duomo. Det er meget svært at finde P-plads i centrum. Husk at P-billetter skal købes i lokale barer og supermarkeder. Bemærk også at der i mange italienske byer er miljøzoner.

Badestrand (sten) er kun 500 m væk, men vil man til sandstrand er der ca. 4 km i sydlig retning.

Lejligheden ligger godt 1 times kørsel fra verdensberømte skisportssteder som Livigno og St. Moritz i Schweiz. Como og Lugano er ca. 45 min. i bil.

Der er tale om et af Italiens absolut smukkeste områder med fantastiske muligheder for udfordrende vandreture eller cykelture i bjergene og med dejlige klimatiske forhold om sommeren. Der er sjældent alt for varmt om sommeren, men dejligt behageligt med temperaturer normalt omkring 27-32 grader, og der er altid en svalende vind, der gør, at man ikke får det alt for varmt.

Om vinteren bliver det aldrig rigtig koldt efter danske forhold, normalt ikke under minus 5 grader, men med en typisk temperatur på plus 5-10 grader om dagen

Dette er en eksklusiv og populær lejlighed hos voksne familier. Vi er rigtig glade for vore "faste" gæster🙂. Der er attraktive rabatmuligheder for tilbagevendende gæster.

Der vil altid blive opkrævet et depositum på kr. 1000, som betales tilbage et par uger efter at lejligheden er afleveret i god stand.  Du er altid velkommen til at ringe/skrive og spørge 😀 Skriv til revald@live.com eller ring 2966 4433

Foto:  Udsigt mod nord

Foto:  Udsigt mod syd

Fotos:  Soveværelserne


-

Stue/køkken


Udstyret med behagelige stole og sofa, hvorfra man kan nyde udsigten.

Stue/køkken

Badeværelse


med bruseniche, bidet, wc og vaskemaskine

Lille have 


med bl.a. oliventræ, palmer og krydderurter